Brug tv og radio i undervisningen
Tv- og radioudsendelser er gode redskaber i undervisningen. Både i folkeskolerne, på gymnasierne og på andre undervisningsinstitutioner.
Tv-udsendelser
Tv-udsendelser er en central indgang til nyheder, viden og information. Men tv-udsendelser kan også skabe værdi i undervisningen ved at formidle værdier, miljøer og sproglige nuancer, der er svære at indfange i bøger.
Desuden kan tv-udsendelser belyse og dokumentere historie og kultur og fungerer i det hele taget som grundlag for refleksion og debat omkring værdier og samfundsforhold.
Radioprogrammer
Radio er et medie i forandring, og med internettet bliver vores brug af radio både mere udbredt og differentieret. Mediet kan bl.a. bruges som dokumentation og inspiration i forhold til journalistisk formidling, og som et tilgængeligt medie, der med genrer som lydkunst og lydmontage sætter fokus på lydens betydning i mediebilledet.
Muligheder med TVIS-aftalen
Gennem Copydan AVU-medier får du med den aftale, som vi kalder for TVIS-aftalen (tv, internet og streaming) adgang til at bruge udsendelser fra ca. 70 danske og udenlandske tv-kanaler i undervisningen. Der er brugbare undervisningsmaterialer til stort set alle fagområder og klassetrin. Aftalen giver dig mulighed for at få adgang til materialet hos CFU, hvor du både finder fx tv-udsendelser og pædagogiske vejledninger til inspiration i din formidling.
Stream tusindvis af tv-udsendelser
På mitcfu.dk kan du finde tusindvis af undervisningsrelevante tv-udsendelser og streame dem direkte på skolens interaktive tavler – eller bestille dem som dvd. Du har også mulighed for selv at optage udsendelser derhjemme og bruge dem i undervisningen.
Digitale lektier
Du har også mulighed for at give eleverne adgang til udsendelserne, så de kan lave digitale lektier og se eller arbejde med et udvalgt program hjemmefra.